H. C. Andersen og Ole Bull

Av Hallvard S. Bakken

H.C. Andersen opplevde den 5 år yngre Ole Bull første gang på en konsert i november 1838. I et brev til en «søsterlig» vennine skriver han samme kveld hvilket inntrykk Ole Bull og musikken hadde gjort på ham. Det begynte med en Allegro maestoso som nok var fullendt i sin kunst, men lot H.C. Andersen kold. Men så begynte violinen å gråte som et barn kan det. Det var et sønderknust hjerte som hulket. H. C. Andersen fikk tårer i øynene, og ble Ole Bulls beundrer, som han alltid vil bli det. Stundom hvisket det som små ildslanger fra fiolinen, så danset buen lystig. Han hadde følelsen av å være med på et bondebryllup. Satan sto bak brudgommen og lo, mens bruden gråt blodige tårer … Det blir fortalt så meget eventyrlig om Ole Bulls liv sier H. C. Andersen. Nå begynner han nesten å tro det.

and4Han forteller hvordan de møttes. Ole Bull gikk bort til ham på gaten: «De er nok Andersen ?» – Og de er Ole Bull, saa kjender vi hinanden!»

Ole Bull på sin side blir også sjarmert av H. C. Andersen. Han innbyr ham til å overvære en prøve, ber ham hjem til middag, forteller ham «flere rørende, ja rystende træk af sit liv» og sender ham billett til første parkett, som han gjorde til Danmarks to største navn den gang: Oehlenschläger og Thorvaldsen. H. C. Andersen føler seg med rette smigret «jeg gik hjem, skrev ham et brev til, som verden vistnok vilde smile ad læste den det nu». Det vil den kanskje også gjøre av det brevet han sendte kort etter til Odense, det eneste brevet fra H. C. Andersen som Ole Bull synes å ha tatt vare på. Det er skjenket Universitetsbiblioteket av Ole Bulls datterdatter.

Min kjære, kjære ven! … Vi have kun kjendt hinanden nogle dage, men der ere naturer, som ikke behøve længer tid for at faae hinanden kjære, og saasanne troer jeg vi ere … Vel var det for det store publikum De spillede …, men jeg var saa egoistisk, eller om de maaske give min følelse et edlere navn, jeg drømte mig at det var for mig alene det var mig alene det klang, at jeg alene hørte Dem … O, jeg har før jeg saae Dem, følt en forunderlig deeltagelse for hele Deres geniale personlighed, og nu vi have møtes, nu vi ansigt til ansigt have talt og forstaaet hinanden er denne følelse blevet til venskab. Det maa jo dog fornøie Dem at vide, at De har vundet en sjæl, derfor fortæller jeg Dem det ogsaa, og skammer mig ikke derved ! Hverdagsmennesker skulde ikke forstaae mig, for de vilde vistnok smile af min hele epistel, men til disse skriver jeg ogsaa anderledes, end til vennen Ole Bull …».

H.C. Andersen stilte seg ellers kritisk til nordmenn, ja var nærmest redd dem for hva de kunne finne på å si eller gjøre. Hans mangel på sympati for broderfolket kom også til uttrykk i hans diktning, og først på sine gamle dager og etter årelangt påtrykk fra beundrere i Norge, lot han seg bevege til et besøk. Men Ole Bull må ha fengslet ham på en egen måte.

Så særpreget de var, synes vennskapet mellom dem å ha holdt.. Etter flere år møtes de tilfeldigvis i Marseille, forteller H. C. Andersen i «Mit livs eventyr». Ole Bull kommer fra Amerika og er på vei til Algier. Da de møttes i hotellets spisesal fløy de hinannen i møte og fortalte hverandre hva de i mellomtiden hadde sett og opplevd. Om kvelden, da H. C. Andersen var kommet i ro, hørte han musikk utenfor. Det var en serenade til ære for Ole Bull.

(Artikkelen har tidligere stått på trykk i Bergens Tidende 27 juni 1964. Da i serien; Godbiter fra samlingene.)